Aktuelt

FERNISERING I ØLSEMAGLE SOGNEGÅRD torsdag den 9. september kl. 17.00
Den lokale kunstner Allan Karms har udstilling i Ølsemagle sognegård. Han er født i 1933 som søn af Elvira Hoffmann, som først 9 år senere blev gift med Allans far- en fremragende portrætmaler. I sit barndomshjem mødte han en lang række malere, digtere, musikere m. fl. og kan fortælle farverige historier om kunstnerne, musiklivet i København og sine oplevelser under krigen. I 1947 kom han i lære som skiltemaler og lavede bl.a. dekorationer og plakater til Stig Lommers revyer samt reklamer til de store biografer i hovedstaden. Han fortsatte som dekorationsmaler på Nordisk Film og Saga studierne og forsøgte samtidig at leve af sin kunst, hvor han i starten havde en forkærlighed for motiver fra Almuetiden. Allan Karms produktion er mangfoldig og har i mange menneskers bevidsthed sine rødder i de triste barndomsgader i Valby og det gamle sydhavnsmiljø, men foråret, lyset og frodigheden inspirerer mange naturalistiske og abstrakte malerier. Det er værd at fremhæve hans fremstillinger af de smukke kvarterer i Køge, øjebliksbilleder fra Tivoli og Bakken samt skildringer af naturen, herunder de sene Provence-malerier fra 2005.