Navne, navngivning og navneændring

Ifølge dansk lovgivning skal alle personer have ét efternavn og mindst ét fornavn. I princippet er der ikke nogen begrænsning for antallet af fornavne, men der er visse regler for, hvad du må hedde, og hvad du må kalde dit barn.

 

Det er kun muligt at have ét efternavn, medmindre to efternavne er sammenkædet af en bindestreg. De fleste forældre vælger at give deres eget efternavn videre, men barnet kan også tildeles en af forældrenes mellemnavne som efternavn.

Navngivning

Alle børn skal have et navn, inden de er fyldt 6 måneder. Ønsker du ikke dit barn døbt, eller skal dåben først finde sted senere end 6 måneder efter fødslen, foregår navngivning digitalt på borger.dk. Hvis du navngiver dit barn på borger.dk, skal du logge ind med MitID, og begge forældre skal signere ansøgningen.

Navneændring

Ønsker du at søge om navneændring, gælder samme regler for, hvad du må hedde, som ved navngivning. Ansøgning om navneændring foretages digitalt på borger.dk, og der betales et gebyr for sagsbehandlingen.

Navneændring ved vielse skal også søges digitalt, men her er ansøgningen fritaget for gebyr.

 

Hvad er et mellemnavn?

Mange mennesker tror, at alle navne mellem det første navn og efternavnet er et mellemnavn. Det passer ikke helt. Du kan som før nævnt godt have flere fornavne, f.eks. Marie Lise Karen, som alle tre vil være fornavne.

 

Et mellemnavn har normalt karakter af efternavn og står mellem fornavnet/fornavnene og efternavnet. Her er det også muligt at vælge mere end et. Et mellemnavn kan gives som efternavn til ens børn, eller man kan selv tage sit mellemnavn som efternavn.

 

Et fornavn kan også godt gives som mellemnavn, hvis man ønsker det, men så skal man være opmærksom på, at navnet ikke kan gives videre som efternavn, og at navnet heller ikke kan gives videre til én af modsatte køn.

 

En god tommelfingerregel er, at et "rigtigt" mellemnavn kan gives til begge køn og kan bruges som efternavn, mens et fornavn som mellemnavn er kønsbetinget og ikke anvendeligt som efternavn.

Navneregler

Her kan du læse om regler for fornavne, mellemnavne og efternavne.

Læs mere her

Navngivning

Her kan du ansøge om navngivning for dit barn på borger.dk

Ansøg her

Navneændring

Her kan du søge om navneændring for dig selv eller dit barn.

Ansøg her