Ølsemagle Kirke - bygningen
Kirken den er et gammelt hus,
står, omend tårnene falde...
Sådan indledte Grundtvig sin kendte salme fra 1837, og selv om det ikke var kirkearkitektur han hentydede til, så ramte han jo på mange måder plet med den formulering. I det følgende vil vi præs entere vores "gamle hus".
Ølsemagle Kirke kan dateres tilbage til midten af 1100-tallet, da kristen-dommen for alvor kom ud til de danske landsbyer. Der findes intet sikkert bevis; men der har med stor sandsynlighed først ligget en beskeden trækirke, hvor kirken nu ligger.
Mellem år 1150 og 1200 byggede man en ganske lille stenkirke i romansk stil, blot bestående af et skib og et kor, adskilt af en triumfvæg og dækket med et fladt bjælkeloft. Den har haft 2 små døre, i syd til mændene og i nord til kvin-derne, og ligeså 2 små højtsiddende rundbuede vinduer. Det sydlige kan der endnu ses spor af på kirkeloftet over hvælvingerne.
Kirken var opført i groft tilhugne kridtstenskvadre, sandsynligvis hentet fra Stevns Klint og sejlet over bugten til Ølsemagle strand. Af den helt oprinde-lige kirke er i dag kun dele af langvæggene bevaret. Det er dem, der bærer de to østlige fag (nærmest det nuværende alter/kor).
Omkring år 1300 blev kirkens loftkonstruktion forsynet med de nuværende krydshvælvinger, da man på dette tidspunkt havde lært at brænde mursten og mure hvælvinger op. Samtidig blev murene forhøjet med ca. 30 cm. I starten af 1400-tallet påbegyndtes den række af om- og tilbygninger, som i løbet af ca.150 år fik kirken til at fremstå omtrent sådan, som vi ser den i dag.
Først blev bygningen forlænget med to fag, henholdsvis mod øst og vest. I hvilken rækkefølge vides ikke, men det må antages at man startede i øst. Murrester under koret viser, at også den oprindelige kirke var forsynet med et kor i samme bredde som kirken og afsluttet med en runding (apsis).
Det romanske kor og triumfvæggen blev da nedrevet for at give plads til det nuværende kor, som har lige vægge i samme højde og bredde som skibet. Indvendig blev koret dækket af endnu en krydshvælving og udvendig forsynet med en høj kamtakket gavltrekant i munkesten. I østmuren var placeret et lille fladbuet vindue, som dog i umindelige tider havde været blændet. Det blev først genåbnet ved kirkens restaurering i 1984. I den forbindelse blev alteret rykket 60 cm. ud fra væggen, hvorved det blev omkranset af lys. Forlængelsen mod vest (hvor orglet i dag er placeret) svarer stort set til den i øst, såvel i materialer som i udformning.
Efter den første radikale udvidelse kom der, fra omkring midten af 1400-tallet, for alvor gang i arbejdet med de fire "nye" tilbygninger, som i dag kende-tegner Ølsemagle Kirke. Våbenhuset er sandsynligvis den første, som stod færdig omkring år 1450. Kort tid efter kom tårnet til, og i begyndelsen af 1500-tallet blev byggeriet afsluttet med sakristiet og nordkapellet.
Våbenhuset er opført foran syddøren i munkesten på en kampestenssokkel og, ligesom øst- og vestgavlene, forsynet med en kamtakket gavltrekant. Senere i middelalderen blev det forhøjet med 15 skifter munkesten. Våbenhuset har altid haft fladt loft, som i 1984 blev sænket en meter. Den nederste del af kirkens tårn udgør det femte og sidste fag i kirkeskibet. Tårnrummet indeholder, i dag kirkens ældste stolestader og vores klenodie, den mere end 700 år gamle døbefont.
Tårnet og de tilhørende klokker er kirkens pryd og vartegn, så dem vil vi bruge lidt flere ord og billeder på end de øvrige tilbygninger. Tårnet anses for at være fra den anden halvdel af 1400-tallet. Det er opført af kridt- og munkesten på en høj sokkel af meget store kampesten. Ved tilbygningen blev skibets vestgavl fjernet. Inde i kirken blev muren gennembrudt og der blev bygget en spidsbuet arkade ud til tårnrummet. Den nederste del af tårnet, op til skibets tagkant, er næsten udelukkende muret i kridtsten. Den resterende del er bæltemuret i skiftevis kridt- og munkesten.
Selv om tårnet er ret stort og har skibets fulde bredde, får variationen i materialerne det til at fremstå som en let og elegant tilbygning. På tårnets sydside ses trappehuset og til venstre for dette, i første stokværk, et stort, nu tilmuret fladbuet vindue ind til tårnrummet. Øverst, i "klokkestokværket", er tårnet forsynet med dobbelte fladbuede glamhuller mod vest, syd og øst, mens nordsiden har et enkelt bredere glamhul.
Af bygningens seks kamtakgavle, er det kun de to på tårnet, som er ens. Gavlene på våbenhuset, sakristiet, kapellet og korets østgavl, har hver sit individuelle mønster af højblændinger.
I kridtstenene på tårnets vestside og oppe i klokkerummet, findes der en del indskrifter - indridsede navne og årstal -Datidens graffiti! Nogle af dem i klokkerummet er på latin, hvorfor de antages at være fra før reformationen (1536). En af dem lyder: PEP DIACONUS HUYUS ("Pep er hjælpepræst i denne måned"). De fleste inskriptioner er dog væsentlig yngre og består blot af et navn og et årstal. Nogle af disse menes at kunne tilskrives spanske lejetropper, som under Napoleonskrigen angiveligt skulle have været indkvarteret i kirken. Vi slutter beskrivelsen af tårnet med et besøg øverst oppe i klokkerummet. Det, der først fanger øjet, er den enorme galge som de to klokker hænger i.
Den lille klokke er den ældste. Den er 66 cm. i diameter. Om den vides blot at den stammer fra 1300-tallet og er støbt af "Fredericus". Det vides ikke hvem denne Frederik var. Den store klokke er støbt i 1747 af Johan Barthold Holtzman i København. Den har forneden en diameter på 101 cm. og er prydet med følgende inskription: "Me fecit Johan Barthold Holtzman Hafnie anno 1747. Soli Deo Gloria" ("Gud alene Æren"). Det vides endvidere med sikkerhed, at der har eksisteret mindst to klokker mere, for både i 1528 og 1602 måtte kirken aflevere en klokke til kongen - til kanonstøbning!
De to sidste tilbygninger, Sakristiet og Nordkapellet , er begge fra slut-ningen af 1400-taller eller begyndelsen af 1500-tallet. De er næsten ens i op-bygning og materialer - kapellet dog lidt større og sandsynligvis den ældste. Sakristiet er bygget yderst på skibets østforlængelse, dvs. korets nordvæg. Det har kun indgang fra koret og består blot af ét enkelt hvidkalket rum, muret op af munkesten og med hvælvet loft. I gulvet ligger en gravsten til minde om Peder Hansen og hans kone Maria Markusdatter. Han var præst i Ølsemagle og Lellinge i årene 1631-54. Stenen, der er fra 1654, er hugget i gotlandsk kalksten. Indskriften er på latin og i hjørnerne findes cirkler med de fire evangelisttegn. Sakristiet er i dag indrettet til arbejds- og opholdsrum for præsten og bruges desuden ved udskænkning af kirkekaffe efter gudstjenesterne.
Nordkapellet har en lidt længere og mere spændende historie. Det er opført omtrent midt for skibets oprindelige norddør på en sokkel af rå kampesten. Murene står i røde og næsten sorte munkesten uden mønster. Gavlen er meget flot, med syv kamtakker og tilsvarende spidsbuede høj-blændinger, kronet af en såkaldt "toptinde" med korsformet glug. Går man i detaljer vil man opdage, at kapellet ikke er bygget helt vinkelret på skibet. Når man kommer ad stien oppe fra kirkegården kan man også se at yderdøren (fra 1891) ikke er centreret på gavlen, hvilket tydeliggøres af, at et lille blændet vindue umiddelbart over døren er centreret.
Kapellet var oprindelig forbundet med kirkerummet via en spidsbuet arkadeåbning, som blev tilmuret i 1891, da man begyndte at bruge rummet som ligkapel. Senere blev rummet brugt som oplagsplads. Da man under restaureringen i 1984 skulle rense gammel kalk og puds af vægge og loft, dukkede der adskillige spor af kalkmalerier frem. Der var dog ikke råd til at afdække og restaurere dem, så de blev forseglet af Nationalmuseet.
I 2003 blev arkadebuen ind til kirken genåbnet og under byggearbejdet faldt noget af forseglingen ned, således at dele af kalkmalerierne nu igen er synlige. Da de endnu ikke er blevet fuldt afdækket og restaureret, findes der ikke nogen beskrivelse af dem i litteraturen om kirken. Man kan dog godt fornemme hvor flotte de er, blandt andet i hvælvingens nordkappe, hvor man kan ane et ret velbevaret korsfæstelsesmotiv.
I dag er der i arkadeåbningen monteret en moderne glasvæg med to glasdøre. Således kan rummet nu benyttes ved arrangementer i kirken, samtidig med at de forseglede kalkmalerier er beskyttet imod varme fra kirken.