19/03/2026 0 Kommentarer
Påsken har noget for enhver smag
Påsken har noget for enhver smag
# Nyheder

Påsken har noget for enhver smag
Påskeprogrammet i Ølsemagle Kirke og Sognegård byder på spændende særgudstjenester og sociale arrangementer for hele familien. Du er bl.a. inviteret til klippe-klistre og fællesspisning, vores dygtige kor optræder, og så skal vi byde Ølsemagles nye sognepræst Eva Smedegaard Eland velkommen påskedag. Det bliver en påskefest udover det sædvanlige!
Palmesøndag i børnehøjde
Vi begynder påskeugen med en børnegudstjeneste i Ølsemagle Sognegård efterfulgt af krea-værksted, hvor vi hygger med påskepynt, chokoladeæg, kaffe og kage.
Palmesøndag den 29. marts kl. 11.00 i Ølsemagle Sognegård

Skærtorsdagsgudstjeneste med efterfølgende fællesspisning
Skærtorsdag afholder vi en særlig gudstjeneste, som begynder i kirken kl. 17 og afsluttes med nadver og sang i sognegården. Herefter er der fællesspisning. Igen i år er vi så heldige, at Michael og Karin Nørbæk Louw står for påskemenuen med lammekød fra deres gård ved Karise. Menuen er inspireret af mellemøstlig og græsk-katolsk tradition og består bl.a. af en marokkansk lammesuppe med kikærter, en gryderet med lam og græske påskebrød.
Deltagelse i fællesspisningen kræver tilmelding, og prisen er 50 kr. per person, mens børn under 12 år spiser med gratis. Vi stiller naturligvis et par kander med vand på bordene. Øvrige drikkevarer medbringer I selv.
Tilmeld dig via denne formular eller ved henvendelse på kirkekontoret.
Skærtorsdag den 2. april kl. 17.00 i Ølsemagle Sognegård

Liturgisk gudstjeneste
Langfredag er den stille dag i påskeugen, hvor vi samles om fortællingen om Jesu lidelse, død og begravelse.
I en enkel og stemningsfuld liturgisk gudstjeneste dvæler vi ved det svære, mens der gives rum for eftertanke og for at søge kærlighedens lys midt i mørket. For der er ingen opstandelsens morgen uden langfredagens dybe alvor.
Langfredag den 3. april kl. 10.30 i Ølsemagle Kirke

Påskedags festlige højmesse med indsættelse
Påskedag er glædens dag! Og dette år bliver det en ekstra særlig fest, da vi udover Jesu Opstandelse skal fejre, at Ølsemagle Kirke har fået en ny sognepræst: Eva Smedegaard Eland. Ølsemagle Ungdomskor optræder, og der vil være reception med bobler for Eva i våbenhuset efter gudstjenesten.
Påskedag den 5. april kl. 10.30 i Ølsemagle Kirke

Pilgrimsgudstjeneste 2. påskedag
Ølsemagle Kirkes pilgrimsgudstjeneste starter som en vanlig højmesse i kirken kl. 10.30, men herfra fortsætter David sin prædiken på en lille vandring ud i naturen, hvor der til slut indtages nadver i Brandhøjgaard .
Det bliver ingen strabadserende tur - hele familien kan være med, men vi anbefaler alligevel et par gode sko, og så må tiden vise, om regntøjet også bliver nødvendigt!
2. påskedag den 6. april kl. 10.30 med start i Ølsemagle Kirke

Kommentarer