26/03/2026 0 Kommentarer
Ny sognepræst i Ølsemagle Kirke
Ny sognepræst i Ølsemagle Kirke
# Nyheder

Ny sognepræst i Ølsemagle Kirke
I år bliver påskedag lidt ekstra glædelig i Ølsemagle Kirke!
Udover at vi her på kristendommens vigtigste helligdag skal fejre Jesu Opstandelse, vil højmessen den 5. april nemlig byde på indsættelse af vores nye sognepræst: Eva Smedegaard Eland.
Det bliver en festlig gudstjeneste, hvor både ungdomskoret og Nanna Barslev synger, Eva får sin debut på prædikestolen, og der vil være taler og bobler i våbenhuset efter højmessen.
Mød vores nye sognepræst
Eva Smedegaard Eland kommer til Ølsemagle fra en stilling som sognepræst i Jystrup-Valsølille Pastorat på Midtsjælland, hvor hun har været de seneste tre års tid. Hun er uddannet cand.theol. fra Københavns Universitet i 2022.
Evas vej til præstegerningen har ikke været helt traditionel. Hun har en naturvidenskabelig baggrund med både cand.scient. og ph.d. i bagagen og har arbejdet mange år i Novo Nordisk – både som forsker og senere leder og HR-chef. Teologistudiet tog hun sideløbende, drevet af en interesse for tro, mennesker og fællesskab.
Hun er vokset op i en præstegård og har dermed haft kirken tæt inde på livet fra barnsben, men bringer samtidig en bred erfaring med sig fra arbejdslivet uden for kirken. Hun er særligt optaget af at bygge bro mellem videnskabens og troens verden og har i sit speciale arbejdet med Paulus som menighedsopbygger.
Samtidig med sit virke i Ølsemagle vil Eva være tilknyttet som teologisk konsulent i Roskilde Stift. Hun kender i øvrigt allerede David godt fra stiftsarbejde, og det nye præsteteam går godt i spænd.
Privat er Eva mor til fire og bedstemor til fire, som alle bor i Københavnsområdet. Selv er Eva også ved at flytte til København, ligesom hun selvfølgelig er i fuld gang med at finde sig til rette på sit nye kontor i sognegården.
Hun glæder sig til at lære menigheden at kende og til at blive en del af kirkens liv, og vi glæder os selvfølgelig til at tage imod hende!
Kommentarer